
Bliv postdoc hos Museet for Samtidskunst
Ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab (IKK), Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet opslås i samarbejde med Museet for Samtidskunst en stilling som postdoc i projektet: ”Det distribuerede kunstmuseum” til besættelse pr. 1. marts 2020 eller snarest derefter.
IKK beskæftiger sig primært med kunst- og kulturprodukter, kulturteori og –historie og kulturformidling. Instituttet danner ramme om international forskning og højere uddannelse fra BA- til ph.d.-niveau.
Forskningen ved IKK retter sig på den ene side mod den enkelte kunstart inden for fagene kunsthistorie, visuel kultur, litteraturvidenskab, moderne kultur og kulturformidling, musikvidenskab, dansevidenskab, teatervidenskab og performancestudier. På den anden side retter forskningen sig mod det indbyrdes samspil mellem kunstarterne og mod deres sammenhæng med afgørende tendenser i kultur og samfund.
Stillingsindhold
Den tidsbegrænsede, tre-årige stilling er et samarbejde mellem Museet for Samtidskunst og Københavns Universitet/IKK. Den er finansieret af Ny Carlsbergfondet med henblik på at styrke museumsforskningen. Det er Museet for Samtidskunst, der definerer postdoc-projektet: ”Det distribuerede kunstmuseum”. Projektet skal undersøge, hvordan synergier, brudflader og forhandlinger mellem kunstpraksis, institution og publikum kan forstås og udvikles på måder, der understreger udvekslingerne mellem museets bevarende og repræsenterende funktioner over for samtidens implicitte krav om relevans, aktualitet og brugerorientering. Konkret ønskes disse spørgsmål undersøgt gennem en integreret tredelt metode, der a) opbygger et historisk og teoretisk fundament, der kan belyse de kunsthistoriske og museologiske udfordringer for en distribueret museumspraksis samt b), gennem praktiske kuratoriske projekter undersøger hvordan museets samling og arkiver kan sættes i spil i situationer og processer uden for udstillingsrummet samt c), diskuterer de kulturarvsmæssige og politiske implikationer af en distribueret museumspraksis.
Projektet skal udføres i tæt samarbejde med museet og forankres ved forskningscentret Kunsten som Forum på IKK med delt arbejdstid og arbejdsplads både på museet og IKK.