Fly Portfolio
1970
Yoko Ono
Signatur: K52
Filmen Fly blev lavet i 1968-70 og er et eksempel på hvordan Yoko Onos og John Lennons kollektive film i de mellemliggende år havde udviklet Yoko Onos tidligere interesse for kroppen, kvinders rettigheder, personlig frihed, og politisk aktivisme – som også John Lennon hyldede indenfor en bredere konceptuel struktur.
I Fly udtrykker Yoko Ono sin egen søgen efter personlig frihed, og en bekymring for opfattelsen af kvinden som et passivt objekt. Et kamera følger, i ekstrem close-up, en flue der undersøgende kravler rundt på forskellige dele af en nøgen kvindes krop. Yoko Ono beskriver sine egne relationer - både til fluen og til kvindens nøgne krop - som selvbiografiske. Set i dette perspektiv kan Fly forstås som metafor for det splittede selv. Fluen, der bevæger sig med lette bevægelser over kroppens overflade – hår, læber, øregang, brystvorter, kønsbehåring, bryster - repræsenterer den frigjorte kvindelige forestillingsevne – hendes udforskning af sin egen krops erotiske og fysiske styrke. Dette forstærkes og sættes yderligere i perspektiv af lydsporet med Yoko Onos vokal, hvor hun synger til sig selv, forestillende at hun er fluen. Yoko Ono har desuden beskrevet den ubevægelige krop som repræsenterende hvordan hun var nødt til at opføre sig for at opnå accept. Hvis hun blev aktiv, mødtes hun af fjendtlighed, misbilligelse og afvisning. Ved filmens slutning trækker kameraet sig tilbage og afslører at den enkelte flue i virkeligheden er mange fluer, og tilskuerens opfattelse af fluen skifter fra identifikation, nysgerrighed og medfølelse til væmmelse og afstandtagen– et fjendtligt voyeuristisk blik.
I Fly oplever man den samme registrerende neutralitet, den samme mangel på et vurderende kritisk blik, der opleves overfor de nøgne bagdele i begge versioner af Film no. 4 – Buttoms. De to film supplerer hinanden, og bliver da også vist skiftevis i loop, i en installation med seks monitorer i en oval opstilling bl.a. på Kvindemuseet i Aarhus, sommeren 2004. Begge film var ligeledes sendt til opstilling og deltagelse under Museet for Samtidskunst udstilling Syns(((•)))Punkt 2. april – 6. juni 2004, men blev ved en fejltagelse afsendt for sent fra New York, og kunne derfor ikke opstilles tilfredsstillende blandt de øvrige udstillede værker af Yoko Ono, der alle findes i museets samling.
Yoko Ono
Signatur: K52
Filmen Fly blev lavet i 1968-70 og er et eksempel på hvordan Yoko Onos og John Lennons kollektive film i de mellemliggende år havde udviklet Yoko Onos tidligere interesse for kroppen, kvinders rettigheder, personlig frihed, og politisk aktivisme – som også John Lennon hyldede indenfor en bredere konceptuel struktur.
I Fly udtrykker Yoko Ono sin egen søgen efter personlig frihed, og en bekymring for opfattelsen af kvinden som et passivt objekt. Et kamera følger, i ekstrem close-up, en flue der undersøgende kravler rundt på forskellige dele af en nøgen kvindes krop. Yoko Ono beskriver sine egne relationer - både til fluen og til kvindens nøgne krop - som selvbiografiske. Set i dette perspektiv kan Fly forstås som metafor for det splittede selv. Fluen, der bevæger sig med lette bevægelser over kroppens overflade – hår, læber, øregang, brystvorter, kønsbehåring, bryster - repræsenterer den frigjorte kvindelige forestillingsevne – hendes udforskning af sin egen krops erotiske og fysiske styrke. Dette forstærkes og sættes yderligere i perspektiv af lydsporet med Yoko Onos vokal, hvor hun synger til sig selv, forestillende at hun er fluen. Yoko Ono har desuden beskrevet den ubevægelige krop som repræsenterende hvordan hun var nødt til at opføre sig for at opnå accept. Hvis hun blev aktiv, mødtes hun af fjendtlighed, misbilligelse og afvisning. Ved filmens slutning trækker kameraet sig tilbage og afslører at den enkelte flue i virkeligheden er mange fluer, og tilskuerens opfattelse af fluen skifter fra identifikation, nysgerrighed og medfølelse til væmmelse og afstandtagen– et fjendtligt voyeuristisk blik.
I Fly oplever man den samme registrerende neutralitet, den samme mangel på et vurderende kritisk blik, der opleves overfor de nøgne bagdele i begge versioner af Film no. 4 – Buttoms. De to film supplerer hinanden, og bliver da også vist skiftevis i loop, i en installation med seks monitorer i en oval opstilling bl.a. på Kvindemuseet i Aarhus, sommeren 2004. Begge film var ligeledes sendt til opstilling og deltagelse under Museet for Samtidskunst udstilling Syns(((•)))Punkt 2. april – 6. juni 2004, men blev ved en fejltagelse afsendt for sent fra New York, og kunne derfor ikke opstilles tilfredsstillende blandt de øvrige udstillede værker af Yoko Ono, der alle findes i museets samling.
