Hvad er samtidskunst?
Samtidskunst er en betegnelse for den kunst, som skabes i vores samtid (nutid). Museet for Samtidskunst beskæftiger sig med en helt bestemt gren af samtidskunsten – den eksperimenterende kunst, som har sit udspring i 1960’er-kunstnernes brud med maleriet og skulpturen. Her er kunstværkets idé ofte i centrum ligesom selve handlingen, det at udføre værket, kan være et kunstværk i sig selv.
Videokunst: eksperimenterer med filmmediet og fortælleformer. Videokunstnere skaber bl.a. fortællinger med billedfragmenter, poetiske spillefilm og abstrakt film.
Performancekunst: har rødder i billedkunst, teater og dans og benytter sig af øjeblikkets handling som udtryksform. Performancen kan både være enkel med en person eller stort anlagte udstyrsstykker.
Lydkunst: er både et miks af skulptur og musik, men kan også være lyden i sig selv. Lydkunstnere har fokus på lydens mange udtryksformer i f.eks. omgivelsernes lyde, stilhed eller elektronisk støj.
Konceptkunst: tager udgangspunkt i idéen om værket, som kunstneren herefter giver form. Konceptkunst er en af de mest udbredte kunstformer i dag og kan udtrykkes i alle de øvrige kunstformer.
Mediekunst: omfatter kunstværker skabt af nye medier og teknologier, herunder digital kunst, computergrafik, animation, virtuel kunst og internetkunst.
Installationskunst: er en rumlig iscenesættelse, der består af mange dele, og som publikum kan træde ind i.
Foto: Lilibeth Cuenca Rasmussen, The Present Doesn’t Exit in My Mind – The Future is Already Far Behind, 2009.
