Simple Interactions

Lydkunst fra Japan

En kuratorisk proces kan på et mikroniveau beskrives som en serie simple interaktioner, der involverer tekster, samtaler, præsentationer, møder osv. – og som tilsammen danner et midlertidigt, dynamisk og kontekstuelt korpus: et projekt. Den proces, der førte til Simple Interactions. Lydkunst fra Japan, begyndte for to år siden på baggrund af fælles interesser og visioner, og tog fart i løbet af en rejse til Japan i oktober 2010. Talrige møder med kunstnere og kuratorer i Japan og stadigt mere kaotiske Dropboxes og Google Docs-mapper formede sig til et realiserbart koncept, takket være den generøse støtte fra fonde og en fast tro på projektet.

Når man skriver en introducerende tekst, er det fristende at understrege den form, der er opstået, snarere end de øjeblikke hvor beslutninger, inspiration, misforståelser og desperation, der førte vejen. Men i denne særlige sammenhæng, under overskriften simple interaktioner, kan det være værd at fremhæve processen bag udstillingen og publikationen med samme navn. At sætte en ramme: at levere et rum, et koncept, at beslutte formater og at distribuere ressourcer medfører en række forskellige reaktioner, der fremmer projektets kompleksitet og rækkevidde. Et hurtigt kig på de involverede kunstværker afslører en mangfoldighed af tilgange, og hver korrespondance er ikke påtvunget, men er opstået ud af en lang række interaktioner, diskussioner og beslutninger i løbet af de sidste to år.

Japan, og især Tokyo, er til stadighed et vigtigt sted for samtids-kunst. Museer sikrer en kontinuerlig cirkulation af international kunst gennem Japan, og solide uddannelsesinstitutioner og finansieringssystemer understøtter udøvende kunstnere i at opnå international rækkevidde. Mens slutningen af 1980’erne og 1990’erne oplevede en dramatisk vækst i den internationale opmærksomhed omkring moderne og samtidig japansk kunst, til tider kombineret med en noget orientalistisk interesse i “det japanske”, ser det ud til, at Japan nu er ved at blive integreret i snarere end differentieret fra den internationale kunstscene.
I den voksende diskurs omkring lydkunst behandles Japan sjældent som noget eksotisk, men snarere som blot endnu et sted på den internationale og kosmopolitiske scene. Kunstkritikere inden for feltet som David Toop, Brandon LaBelle og Salomé Voeglin undersøger japanske kunstneres praksisser som del af en global scene. Der er ingen tvivl om at værker af Group Ongaku, og Yasunao Tone (også en del af Ongaku-gruppen), Atau Tanaka, WrK-kunstnere Toshiya Tsunoda, Jio Shimizu og m/s, såvel som støjmusik af Yoshihide Otomo, Sachiko M., Merzbow og Kenji Haino m.fl. er blevet en del af lydkunstens korte historie. På baggrund af sådanne beretninger kan man overveje om Japan nu endelig er kommet til at indtage en ikke-mytologiseret plads i samtidskunstens forestillingsverden? Eller om Japan har opnået en særlig position inden for lydkunst-feltet, hvor kunstnere fra Japan ikke bare har spillet en rolle, men i tilfælde som Yoko Ono, Akio Suzuki, Yasunao Tone, Ryoji Ikeda og Yukio Fujimoto har bidraget til de bevægelser, der gjorde det muligt for lyden at træde ind på den (visuelle) kunsts domæner?

Simple Interactions viser kunstværkerne uden at glemme deres institutionelle, politiske og kulturelle baggrund. Langt fra at ville klarlægge en japansk karakter eller æstetisk følsomhed sætter vi med Simple Interactions. Lydkunst fra Japan os for at undersøge et bestemt anliggende inden for rammerne af et relativt veldefineret domæne. De kunstnere, der deltager i udstillingen, har alle meget forskellige udgangspunkter, men alle værker har fælles faktorer, der forbinder dem. Den mest fremtrædende er selvfølgelig, at alle kunstnere deler en baggrund i Japan. Men hvad også er fælles, er, at alle kunstnere deler en viden om globale tendenser og referencer inden for kunst og især lyd- og mediekunst. Derudover finder man i alle værker en interesse for de interaktioner eller samspil, der kan opstå mellem lydkilder og tilskuere. Ofte viser det sig at simple regler, undersøgelser og designs kan føre til en overraskende kompleksitet, der viser os – og lader os høre og deltage i – en orden vi end ikke troede eksisterede.

Mads Kullberg & Jacob Kreutzfeldt
Kuratorer