PRESSEMATERIALE

Distant Relations – kunstpraksis i en global kultur.

17/04/2007
Distant Relations
– kunstpraksis i en global kultur

28. april til 17. juni 2007 / Fernisering 27. april kl. 17-20


Med hovedvægt på nye værker af Lisa Strömbeck, Marika Seidler og Nikolaj Bendix Skyum Larsen undersøger Museet for Samtidskunst med Distant Relations kunstnerens rolle i en global kultur.

En kunstnerisk praksis i en global kultur er afhængig af et netværk af fjerne relationer – distant relations – fra både samtiden og fortiden. Kunstneren rejser, men kunsten er også i sig selv en rejse – en transport af betydning; ikke kun geografisk, men også i tid. Det at rejse og opholde sig mange forskellige steder på kloden er et præmis for den kunstneriske praksis i en global kultur.

Distant Relations viser os møder og sammenstød mellem en række af den globale kulturs mest udtalte modsætninger: Europas historiske polarisering i øst og vest; den vestlige verdens konfliktfyldte møde med Mellemøsten; og helt fundamentale kategorier som dyret og mennesket samt kunst og videnskab. Magtforhold og kontrol udforskes på samtlige niveauer. Og gennem kunstneres og værkers indbyrdes forbindelser opstår måske en bevidsthed om kunstens forandrede rolle som talerør for en (med)menneskelighed, som ellers synes at være tabt bag horisonten.

Nikolaj Bendix Skyum Larsen viser personlige portrætter af Palæstina og Israel. Gennem videooptagelser fra den konfliktfyldte region tegner der sig et andet billede end det man ofte ser gennem massemedierne.

Marika Seidler præsenterer en række mennesker med helt særlig evner kommunikation med dyr. ’Animal communicators’ og healere opleves i telepatisk samtale med dyr. På grænsen til videnskaben, og den antropologiske metode udforskes dyret i mennesket og mennesket i dyret – eller måske: dyret bagved mennesket og omvendt.

Lisa Strömbeck undersøger effekterne af de massive samfundsændringer murens fald betød for borgere i det tidligere Østtyskland. Samfundssystem og privatliv mødes i disse fortællinger; meningerne er forskellige, og selv om de alle er glade for at muren faldt, er der også ting de savner: ”Es war ja nicht alles schlecht.”

På udstillingen præsenteres de ”fjerne relationer” som et fælles vilkår for kunstnerne, der benyttes til at iværksætte kritiske undersøgelser: Fjerne mønstre og identitetsopfattelser bringes i nærheden af hinanden og sammenlignes. Gennem denne praksis opnår de en ny form for relationel nærhed. Værkerne bliver kommunikation, et oplæg til et nyt sprog som undersøger verden, mennesker, mønstre – samt, ikke mindst, identitet.


Udstillingen er støttet af:
Kunststyrelsen, Al Mamal Foundation for Contemporary Art in Jerusalem, Sharjah Biennial, Abingdon Film Unit, Hielmstierne Rosencorneske Stiftelse, Ragnvald og Ida Blix Fondet, Karl Thyras Rejselegat, Earth Fire Institute, Iaspis.

For yderligere information kontakt Museumsinspektør Morten Søndergaard på tlf: 46 31 65 76 eller email: morten@samtidskunst.dk.

Billeder:

Change Your Life Here
InShallah cropped
distantrelationshumanwolf