22/06/2007
Pressebilleder findes nederst på denne side.

SAMLING´07

Udstillingsperiode: 29. juni til 9. september 2007


En generøs donation fra Ny Carlsbergfondet har gjort det muligt for museet at erhverve fire markante videoværker, der som fællesnævner har, at de alle bryder med en traditionel anvendelse af film og videomediet. Der er tale om videoinstallationer af kunstnerne A K Dolven (Norge), Eva Koch, (Danmark), Su-Mei Tse (Luxembourg) og Louise Fuhr (Danmark). De nye værker vil blive vist, sammen med nyerhvervelser fra 2005 af Yoko Ono (USA / Japan), der er erhvervet med støtte fra Kulturarvsstyrelsen, samt Yoko Onos Wish Tree, Roskilde 2007. Lyt også til samlingens eksperimenterende lydkunst fra avantgarde til elektronika i Mogens Jacobsens og museets HØRBAR.

De nye værker – eksperimenterende udtryksformer med videoen og filmen som fælles udgangspunkt.

Samlingens nyeste værker har videoen og filmen som fælles udtryksform, men her hører enhver sammenligning op. For den tidsmæssige ramme spænder fra Yoko Onos Bottoms, 1966, til Louise Fuhrs Grey Ocean, 2005 – et spand på næsten 40 år. I øvrigt gælder det for de udstillende kunstnere, der alle er kvinder, at video- og filmmediet kun er én af deres mange kunstneriske udtryksformer. Og netop derfor er det så interessant at gå ombord i deres meget forskellige tilgange til de elektroniske medier: Fra den minimale og konceptuelle brug af mediet til det fortællende og performative. Kameraet anvendes som pensel, vidne, voyeur – eller som dokumenterende optagelse af en iscenesat event eller performance. Menneskets vilkår indfanges i skarpe, humoristiske, analytiske, poetiske, politiske og samfundskritiske glimt af forskellig varighed. Pausen spiller en væsentlig rolle.


Kort beskrivelse af de enkelte værker:

A K Dolven
Madonna with Man, London - Madonna with man, Oslo, 2005

A K Dolvens dobbeltværk er optaget på stationært kamera og trækker, som adskillige af hendes andre værker, paralleller til kunsthistorisk kendte motiver – her Madonna med barn. Men i hvert af disse to værker, sidder – i stedet for Madonna - en forretningskvinde, tydeligvis placeret i en professionel topposition i den internationale forretningsverden. Og i stedet for barnet, sidder en mand med hovedet i hendes skød. Dolven synes her at udforske det dobbelttydige manifest af, hvad der er essentielt i magtrelationer.
A K Dolvens værker balancerer mellem maleri og video – det interessante er at hun tydeligvis arbejder med video ud fra en malerisk vinkel - mens hun i sit maleri synes at bruge sit fotografiske øje – med lys og skygge og subtile farvevariationer. Denne sære og særlige balance, hvori tiden er en vigtig faktor, er hendes særkende - og med dette særlige blik bryder hun nye veje.


Eva Koch
APPROACH, 2005

Eva Kochs værk er bygget op omkring et lydspor og en videofilm. Værket blev første gang præsenteret Den Danske Pavillon på Venedig biennalen i 2005 – og senere her på museet, hvor biennale udstillingen efterfølgende blev vist. Lydsiden og billedsiden fortæller den samme historie, men på hvert sit sprog. En smuk mandsstemme oplæser de 13 vers fra Dantes Guddommelige Komedies tredje del – Paradiset, hvor Dante henvender sig til Apollon, og beder ham give sig evnen til at fastholde det, Dante har set på sin rejse til Paradiset. Billedsiden viser ni døvstumme personer, stående i et arkitektonisk byrum omkranset af en søjlegang, og filmet fra en højere position end personerne. På tegnsprog udtrykker og gestikulerer de, de samme vers, som stemmen læser op. Man er som beskuer spændt ud mellem to sprog – stemmen og tegnsproget – i et mellemrum – et udstrakt øjeblik mellem det universelle og det subjektive.


Su-Mei Tse
Das wohltemperierte Klavier, 2001

Su-Mei Tse, med kinesisk-belgisk baggrund - er uddannet klassisk cellist. Hun vandt Den Gyldne Løve ved Venedig biennalen i 2003 med udstillingen Air conditioned, og havde efterfølgende en separatudstilling her på museet. I dette værk - Das Wohltemperierte Klavier – bearbejder hun bruddet og legen med det klassiske formsprog, som viser tilbage til den kropslige og mentale disciplinering som Su-Mei Tse, som klassisk musiker, har fået indlært fra ganske ung. Den ufrie og hæmmede situation ses fortolket i videoen, hvor en pianists fingre er bandageret i udstrakt tilstand. Lyd og billede giver modsatrettede signaler – og man forsøger forgæves at finde sammenhængen mellem den smukke, harmoniske musik og fingrenes kejtede vej hen over tangenterne. Hendes undersøgelser af tid, stilhed og støj, henviser til et af hendes forbilleder, komponisten, forfatteren og tænkeren John Cage – som er rigt repræsenteret i museets samling.


Louise Fuhr
Grey Ocean, 2005

Louise Fuhr er nyuddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2005. Hun arbejder med video, foto, lyd og musik, hvor hun blander det soniske og visuelle så der opstår en hybrid form. I sine værker fabulerer Louise Fuhr over oplevelser, hun har haft f.eks. i naturen, og søger at skabe stemninger der taler både til fantasi og følelse. Som under Romantikken, vægtes den sanselige oplevelse. Materialet opsamles intuitivt, - køretur i tågen, familiens have på Fyn, lyden af et springvand i byen, fodtrin i et trappetårn, såvel som egne sange og digte - og udgør dermed den palet, hendes værker sammensættes af. Således er videoen Grey Ocean inspireret af både et jordskælv i Tokyo, som Louise selv oplevede, og den store Tsunami i Asien i julen 2004. Men den er sammensat af elementer fra helt andre steder, primært hendes eget nærmiljø.


Yoko Ono

Yoko Ono er født i Tokyo, 1933. I 1950´erne og 1960´erne boede og arbejdede hun i New York, Tokyo og London, og slog sig ned i New York med sin mand John Lennon i 1971. Yoko Ono er anerkendt som en af pionererne inden for konceptkunsten med arbejder fra 1960 til 1962 baseret på ideen om anvisninger og deltagelse, som hun kaldte In Sound, In Structure og instructions for Paintings.


Yoko Ono
Wish Tree, Roskilde 2007

Make a wish.

Write it down on a piece of paper.

Fold it and tie it around a branch of a Wish Tree.

Ask your friends to do the same.

Keep wishing

Until the branches are covered with wishes.

Wish Tree er et værk med publikumsdeltagelse, der handler om håb og længsler. Det har været vist på utallige nyere udstillinger, blandt andre Venedig Biennalen 2003. Yoko Ono inviterer dig til at ønske noget – skrive ønsket ned på et stykke papir, folde det og binde det til en gren på træet.

Bed dine venner gøre det samme. Bliv ved med at ønske indtil grenene er fyldt med ønsker. Ved udstillingens slutning vil alle ønskerne fra Roskilde blive samlet og føjet til alle de andre ønsker, der er samlet fra Wish Tree-projekter jorden over – og blive del af hendes Imagine Peace Tower, der

vil blive indviet i oktober måned 2007 i Reykjavik, Island.

”Som barn i Japan, gik jeg ofte til templet for at skrive et ønske ned på et tyndt stykke papir og binde det omkring en af grenene på et træ,” fortæller Yoko Ono. “Træer i tempelgårdene var altid fyldt med folks ønske-papir-knuder, som på afstand lignede hvide udsprungne blomster”.


Yoko Onos film

Om Yoko Onos film er der skrevet, at de kan ses som en blanding af dadaistisk sort humor og Østens filosofi. Eller en anden iagttagelse: som erotisk conceptualisme. På udstillingen vises filmene Bottoms og Fly, samt 16 indrammede stills fra de to film – i sig selv en modsætning: filmenes på samme tid rå, humoristiske og poetiske udsagn med kameraet som “vidne” – og de omhyggeligt udførte stills fra disse film indrammet i passepartout.


Yoko Ono
No. 4 (Bottoms), 1966

(in taking the bottoms of 365 saints of our time)

(hvordan man tager røven på 365 helgener fra vor tid)

Yoko Ono skriver “… Jonas Mekas sagde engang, at hvis publikum udvandrede fra ens forestilling, betød det, at man havde succes ... Det var en følelse, der deltes af mange iblandt os i avant-garde-verdenen dengang. Det betød, at man ikke var faldet så dybt som til at forsøge at underholde publikum, men gjorde et vellykket forsøg på at fremkalde stærke følelser, som publikum ikke kunne håndtere. Det var Kunst versus Underholdning. Filmen med bagdelene blev til ud fra den tradition…”.


Yoko Ono
Fly, 1970

Fly hører til blandt en lille række film lavet mellem 1968 og 1971. Her samarbejdede Yoko Ono og John Lennon med videreførelsen af det fokus Yoko Ono tidligt havde rettet mod kvindens krop, -rettigheder, -personlige frihed og -politisk aktivisme – en holdning som John Lennon også delte. I Fly udtrykker Yoko Ono sin egen søgen efter personlig frihed, og sin bekymring for kvindens rolle som passivt objekt. Kameraet følger en flue i ekstrem close-up, der udforsker en nøgen kvindes krop.


Omvisninger

Offentlige omvisninger hver søndag kl. 14.00 i udstillingsperioden. Omvisningen er gratis, når entréen er betalt.


Skoler og institutioner

Omvisninger og workshops tirsdag til fredag kl. 9.00-16.00. Kontakt Tine Seligmann: tine@samtidskunst.dk eller tlf.: 46 31 65 70. Bliv medlem af museets Lærernetværk og bliv løbende informeret om museets formidlingstilbud.

Yderligere oplysninger og illustrationer: Museumsdirektør Marianne Bech (marianne@samtidskunst.dk) eller Museumsinspektør Morten Søndergaard (morten@samtidskunst.dk). Tlf. 46316570

Åbningstider:
Tirsdag til fredag kl. 11.00 til 17.00
Lørdag og søndag kl. 12.00 til 16.00