PRESSEMATERIALE

Nye kunstnere, nye værker, nye handlinger

10/03/2010




High Heel Sisters, Screaming Mountain


Midtvejs-fernisering: Fredag d. 19. marts kl. 17-19.
Performance af Al Masson kl. 17.30: Artistic Gesticulation
Performance af Olof Olsson kl. 18.15: Modern Dogs


Udstillingsperiode: frem til 6. juni 2010
Offentlige omvisninger hver søndag i udstillingsperioden kl. 14. Gratis, når entré er betalt.
Åbningstider: tirsdag - fredag kl. 11-17, lørdag - søndag kl. 12-16
Pressefotos kan hentes her


Nye kunstnere er på banen, når forårets udstilling Handlinger –
Performance- og lydkunst blænder op for en række nye værker skabt særligt til udstillingen. Udstillingen viser værker og dokumentationsmateriale af performance- og lydkunst fra museets samling og arkiv kombineret med værker fra den danske og internationale samtidskunstscene. Med afsæt i udstillingens temaer har en række kunstnere nu skabt helt nye værker til udstillingen, som er den første større museumsudstilling om performancekunst i dansk sammenhæng.


Udstillingsrummet og privatsfæren blandes
Intet er, som det ser ud til at være, når Al Masson inviterer publikum på opdagelse i installationen Intimate Gestures skabt særligt til rummet. Masson kobler børneværelset med kunstneratelieret i en blanding mellem det intime, private rum og udstillingsrummet. Gudrun Hasle har med Gudruns Salon siden 2009 inviteret publikum til performance og foredrag i sin private stue. I videoinstallationen Description of Events præsenterer hun et nyt værk baseret på publikums personlige oplevelser i Gudruns Salon.


Videodokumentation som baggrund for nye værker
High Heel Sisters skriger af lungernes fulde kraft og begraver deres røde stiletter i værket Screaming Mountain fra 2010 baseret på dokumentationsmateriale fra en performance opført på Den Frie Udstillingsbygning i 2007. Olof Olsson fører kontorarbejde i helt nye retninger i værket Office Work og afprøver grænsen mellem betydningsfulde og meningsløse handlinger: På Deutsches Institut für Normung – det tyske standardinstitut - omdanner han manuelt og iført jakkesæt 500 DIN A4-formater til 8.000 stk. A8. Endelig blander kunstnergruppen Steffen Jørgensen, Allan Nicolaisen, Robert Kjær Clausen & Ditte Soria fiktion og virkelighed i værket Black & White Becomes a Colorful Blindfold, der bl.a. præsenterer uddrag fra deres performance i Palægården ved museet, som fandt sted i februar 2010.


Smækken med døre og dansende skeletter
Udover de nyproducerede værker tager Ann Lislegaard og Kerstin Cmelka i deres værker udgangspunkt i Henrik Ibsens berømte stykke Et Dukkehjem fra 1879. Med afsæt i hovedpersonen Noras sidste handling i den sidste scene skaber Lislegaard en sanselig lyd- og lysinstallation i værket Slamming the Front Door fra 2005. Kerstin Cmelka genopfører samme scene i videoen Nora fra 2008 i en undersøgelse af samspillet mellem replik, gestik og betydningsdannelse. Endelig præsenterer Judith Hopf og Deborah Schamoni et uforudsigeligt og absurd univers i værket Hospital Bone Dance fra 2005, der bl.a. henter referencer i musikvideoen og tv-produktioner.


Nye kunstnere på udstillingen:
Kerstin Cmelka (AT), Gudrun Hasle (DK), High Heel Sisters (DK/N/S), Judith Hopf & Deborah Schamoni (D), Al Masson (F/DK), Olof Olsson (DK), Steffen Jørgensen, Allan Nicolaisen, Robert Kjær Clausen & Ditte Soria (DK) og Ann Lislegaard (DK)


Tak til: Statens Kunstråd, Oticon Fonden, Augustinus Fonden og  Montana


For yderligere information: Direktør Sanne Kofod Olsen: sannekol@samtidskunst.dk, tlf. 46 31 65 70 eller kuratorassistent Mette Truberg: mettetrub@samtidskunst.dk, tlf. 46 31 65 70.