Mere Museum på skemaet.

Mere museum på skemaet! Et samarbejde mellem museer og læreruddannelser
Hvordan kan de danske museer bruges i folkeskolens undervisning? Kan lærerstuderende give inspiration til museernes formidlings- og undervisningsformer?
Det er hovedspørgsmålene i det landsdækkende projekt Learning Museum, som intet mindre end 26 museer og 13 læreruddannelser deltager i. I sommeren 2011 blev første fase af Learning Museum skudt i gang og siden har lærerstuderende og museer samarbejdet om en række undervisningsforløb på museerne.
Resultatet af samarbejdet er allerede nu, at de lærerstuderende vil have ”mere museum” på skemaet! De vil ikke kun have en omvisning, men derimod bruge museet aktivt og selv komme med forslag til fx nye digitale læremidler eller anderledes undervisningstilbud til danskfaget på et kulturhistorisk museum. Museerne får gennem de studerendes engagement nye input til undervisning og formidling, og fungerer samtidig som læringsrum for nye, kritiske, engagerede brugere - de kommende folkeskolelærere.
Projektets mål er at udvikle undervisningstilbud og praktikforløb til læreruddannelsernes studieordninger og til museernes undervisningspraksis. Lærerstuderende deltager pt. i undervisningsforløb på museer landet over og kommer på museumsbesøg med elever fra deres praktikskoler.
Praktikforløb for studerende på museerne er en vigtig brik i projektet. En brik, der som de andre tiltag vil være med til at skabe tætte relationer mellem museerne og lokale folkeskoler.
Learning Museum løber fra 2011-2013 og ledes af Museet for Samtidskunst i Roskilde med støtte fra Kulturarvsstyrelsen.
Resultaterne fra efterårets forløb præsenteres og evalueres på en stor workshop den 8. december på Trapholt i Kolding. Her deltager alle projektdeltagere og en række lærerstuderende vil præsentere deres resultater fra undervisningsforløbene samt deltage i paneldebat. Projektets evaluator Dorthe Carlsen fra UC Syddanmark vil ligeledes sammenfatte de første evalueringer fra de studerende og projektets øvrige deltagerne.
Workshoppen er ikke offentlig, men det er muligt for pressen at deltage eller få yderligere information ved henvendelse til projektleder Tine Seligmann på Museet for Samtidskunst på tel. 46 31 65 70 eller tine@samtidskunst.dk
Læs mere om Learning Museum 2011-2013 på www.learningmuseum.dk . Her kan du også tilmelde dig projektets nyhedsbrev, der udkommer hver måned.
Deltagende museer og læreruddannelser:
Kunstmuseer:
Fuglsang Kunstmuseum, Toreby Lolland; KØS – Museum for kunst i det offentlige rum, Køge; Museet for Samtidskunst, Roskilde; Vestsjællands Kunstmuseum, Sorø; Fyns Kunstmuseum (Odense Bys Museer); Kunsten, Museum of Modern Art, Aalborg; Ribe Kunstmuseum; Vejle Kunstmuseum; Trapholt, Kolding.
Kulturhistoriske museer:
Arbejdermuseet, København; Danmarks Tekniske Museum, Helsingør; Museerne.dk, Vordingborg; Koldkrigsmuseum Stevnsfort, (Østsjællands Museum); Roskilde Museum; Den Fynske Landsby (Odense Bys Museer); Arkæologi Haderslev (Museum Sønderjylland); Lemvig Museum; Museum Østjylland, Randers; Kvindemuseet, Aarhus; Museet for Varde by og omegn; Aalborg Historiske Museum (Nordjyllands Historiske Museum); Vendsyssel Historiske Museum, Hjørring, Hjerl Hede, Holstebro Københavns Befæstning (projekt under Skoletjenesten på Sjælland)
Naturhistoriske museer :
Naturhistorisk Museum, Aarhus;Statens Naturhistoriske Museum, København; Naturama, Svendborg; Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg; Zoologisk Have (naturvidenskabelig institution), København.
Læreruddannelser, Sjælland, Fyn og Jylland:
Læreruddannelsen Metropol; Læreruddannelsen Blaagard/KDAS; Læreruddannelsen Zahle; Læreruddannelsen Vordingborg; Læreruddannelsen Campus Roskilde; Læreruddannelsen Odense; Læreruddannelsen Jelling; Læreruddannelsen Aarhus; Læreruddannelsen Nr. Nissum; Læreruddannelsen Hjørring; Læreruddannelsen Aalborg; Læreruddannelsen Esbjerg; Læreruddannelsen Haderslev.