Sans og samling

09/05/1992 - 02/08/1992



Udstillingen omfatter en lang række værker fra Birthe og Niels Rokkedals samling, der påbegyndtes for snart 25 år siden. Der vises værker af en række europæiske og amerikanske kunstnere, der siden 1960erne radikalt ændrede kunstbegrebet, og hvis kunst beskriver et brud med kulturelle, æstetiske og politiske værdier der, indså man, havde mistet forbindelsen med den hastigt omskiftelige virkelighed.
Disse tiår blev perioden, hvor der blev fokuseret på helt nye æstetiske og teoretiske forudsætninger - et nyt syn på forbindelsen mellem kunst og liv markerede sig. Kunstnerne og deres værker blev diskuteret, udskældt, løftet til stjernestatus og konsumeret - alt i et hidtil ukendt tempo. Der blev i disse år sat lighedstegn mellem kunst og mediebegivenhed. Museet har foretaget et udvalg, der afspejler et par af hovedprincipperne bag samlingen: nemlig at "gå i dybden" med en enkelt kunstner, f.eks. unge danske navne som Berit Jensen, Lars Ravn, Michael Kvium - eller, i så vid udstrækning som mulig, at følge en hel gruppe som Les Nouveaux Réalistes, Supports-Surfaces eller kunstnerne omkring Joseph Beuys.

Endvidere findes udstillingsmappe med følgende materiale:
1. Adresser
2. Korrespondance
3. Udstillingsbudget
4. Ansøgninger, svar, afslag
5. Værkliste, projektbeskrivelse
6. Kunstnernes cv'er og fotos
7. Katalog, indbydelseskort og plakat
8. Pressemeddelelse og presseklip
9. Formidlings- og informationsmateriale
10. Arrangementer i forb. med udstillingen
11. Transport og forsikring
12. Afsluttet regnskab