Maryam Jafri - GEOGRAPHIES
Maryam Jafri Death With Friends, 2010. Still © Maryam Jafri
Maryam Jafri er en internationalt anerkendt kunstner. I år deltager hun på den prestigefyldte, europæiske kunstbiennale, Manifesta, der åbner den 2. juni i Genk, Belgien. Museet for Samtidskunst præsenterer hendes første separatudstilling i Danmark: GEOGRAPHIES. Udstillingen viser et udvalg af Maryam Jafris værker fra 2007 til 2012.
Maryam Jafri arbejder med video, performance og fotografi. Hendes værker baserer sig på forskning og undersøgelser på tværs af specifikke fagområder og medier. Typisk er værkerne bearbejdninger og genfortolkninger af historiske kilder eller dokumentation af faktiske begivenheder. Med et specifikt filmisk greb og dramatiske virkemidler både fra film og teater placerer Jafris værker sig i grænselandet mellem historie og fiktion. Hun iscenesætter eksperimenterende fortællinger, som balancerer mellem manuskript og dokument, fragment og helhed. De udforsker og udfordrer vores forestillinger om sandhed og myte. Ved en særlig brug af pauser, mellemrum og punktum danner de udgangspunkt for potentielle variationer.
Udstillingens titel GEOGRAPHIES refererer til Jafris udforskning af kulturelle identiteter, kløfter mellem forskellige værdier og afsøgning af vores forståelses begrænsninger på tværs af geografiske og historiske skel.
Se mere på www.maryamjafri.net
Udstillingen er støttet af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg og Statens Værksteder for Kunst.

