Performance
Apparatus 22 inviterer til gådefulde samtaler om fremtiden.
Riddles er en åben performance ved Spunken på Stændertorvet. I samtale med kunstnerne skaber Roskildes borgere nye fremtider for byen gennem kunsten. Performancen handler om at diskutere ~ gætte ~ løse nyskrevne gåder.
Riddles er en del af Museet for Samtidskunst Roskilde store soloudstilling med rumænske kunstnerkollektiv, Apparatus 22. Performancen er en del af Civis Bloomcraft’s tredje og afsluttende akt. Her rettes blikket mod mulige fremtider for Roskilde og vi er inviteret til at gentænke byens identitet og potentiale gennem Suprainfinit – et utopisk univers, hvor håb kultiveres som et vigtigt redskab i kritisk tænkning.
OBS: Performancen varer 15 minutter og kan opleves af 1-3 personer ad gangen. Tilmelding påkræves ikke, men vi anbefaler at du booker billet på forhånd. Så ved vi hvornår du kommer, og du er sikker på, at der er plads i det tidsrum du ønsker at deltage. Det er gratis at deltage.
Hvordan føles CIVIS BLOOMCRAFT i sin udfoldelse?
Som en berusende fantasi ~ sanselig virkelighed ~ en omsorgsfuld sammensætning af værker udsprunget fra utopiske hjerter. Som et eventyrligt ~ dragende ~ frygtløst fælles forsøg fra os og museet på at række ud i byen, forbinde os med fællesskaber, der måske er ligeglade med, om dette er kunst eller noget andet, lytte til Roskildes hvisken, åbne samtaler og udfordre perspektiver på fremtid, håb, demokrati, generøsitet, empati, kærlighed, lykke. Dette kunne være ganske musikalsk, tankevridende, dristigt, drømmende, flydende, subtilt, queer, omvejstagende, besynderligt og uperfekt – glødende i mørket.
Forhåbentlig rørende. Og opløftende.
– Apparatus 22
