Omvisning
Tag med på en særomvisning hvor vi dykker dybt i udstillingens åndelige spor, i anledningen af Allehelgens. Denne aften vil vi nærme os temaet sorg i krydsfeltet mellem kunst og natur som flere af udstillingens kunstnere har beskæftiget sig med. Tænd et lys og send en varm mindetanke afsted med os.
Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå. Sådan lyder det danske begravelsesord. Naturen har længe været et sted og en symbolverden vi mennesker har henvendt os for at finde mening i livets større kompleksiteter, heriblandt døden. Flere af kunstnerne i “I mørket beder vi solen huske os” undersøger naturen som rum for sorgbearbejdelse, som et sted og et materiale, der hvor vi kan komme i kontakt med noget der er større end os selv.
I anledningen af Allehelgens, inviterer vi i samarbejde med økoteolog og sognepræst ved Sankt Jørgensbjerg Kirke, Martin Ishøy, til en helt særlig omvisning, der følger udstillingens mere sorgfulde og åndelige spor. Vi dykker dybt i hvordan naturen kan rumme menneskets mere åndelige og eksistentielle spørgsmål, tænder lys for dem, der ikke længere er med os og skaber et rum for samtale, hvor egne levede erfaringer med sorg kan få plads.
Arrangementet er gratis og foregår på dansk.
Vi byder på en portion varm suppe i løbet af aftenen.
Praktiske informationer
Mødested
Ved Kapellet i Sct. Hans Have
Transport
Fra Roskilde Station
Bus: 207 mod Osted. (Stoppested foran Føtex.) Stå af ved Vesthospitalet/Kurhuset.
OBS: Ruten er blevet omlagt i forbindelse med vejarbejde. Spørg derfor buschaufføren om at stoppe tættest ved Vesthospitalet/Kurhuset.
Cykel
Søg på Sct. Hans Have. Der er en smuk cykelrute langs fjorden ud til Sct. Hans Have.
Bil
Gratis parkering.
Foto: David Stjernholm, Sankt Hans
11.11.2024
kl. 16.00 -18.00
Et stykke uden for Roskilde centrum finder du det tidligere psykiatriske hospital, Sankt Hans, som over de kommende år omdannes til et helt nyt levende bykvarter. Museet indtager området med udstillinger og events fra 2023 – 2026.
Læs mere