Omvisning
Følg med på en sanselig særomvisning i novemberfuldmånens skær.
”Jeg tænker på, da du blev syg og blev indlagt på Sct. Hans Hospital og på, hvordan du indrettede dig i dit indre univers. Sorte måne, vinkende hånd (altid den venstre), sjælens vindue i brystet (…)” – Matilde Duus
I denne særlige omvisning følger udstillingens kurator Lotte Løvholm og kunstformidler Astrid Brincker Olson sporene af Karoline Ebbesens dybe fascination for månen som motiv- og symbolverden, som hun brugte som en central og tilbagevendende del i sit kunstnerskab. Omvisningen stiller skarpt på månens rolle for billedkunsten gennem tiden og hvordan den har været brugt som motiv, inspirationskilde, spirituel kraft samt en tidslighed og et sted at placere kunst i og lade kreativitet starte fra.
I denne omvisning sætter vi tempoet helt ned inspireret af slow looking metoden og undersøger kunsten i dybden med månen som enkel indfaldsvinkel, der endog rummer uendelige nuancer og perspektiver. Omvisningen tager os fra Ebbesens skatkammer af værker i Kurhuset, ud gennem gaderne i Sankt Hans tusmørket og ned til Sct. Hans Have, hvor Ni måner til Karoline (2016) af samtidskunstneren Matilde Duus er placeret.
Omvisningen foregår på dansk.
Kaååråålines Vers
Udstillingen Kaååråålines Vers er Museet for Samtidskunst Roskildes efterårsudstilling som vises i Kurhuset, beliggende i det tidligere Sankt Hans Hospital, hvor kunstneren Karoline Ebbesen boede fra midten af 1880’erne og frem til sin død i 1936. Under sin lange indlæggelse producerede Ebbesen værker i tekstil, broderi, collage, tegning, tekst og udarbejdede sin egen font og alfabet. I udstillingen præsenteres Ebbesens værker sammen med nye større installationer af danske og internationale kunstnere, alle med direkte reference til Ebbesen.
Foto: Lise Haller Baggesen “Lille Solstråle sad og så på Månen” (2025). Museet for Samtidskunst Roskilde