Udstilling
Hun har haft sit eget TV-program på DR, været bannerfører for fjerdebølgefeminisme, og nu skal hun repræsentere Danmark ved kunstbiennalen i Venedig 2026. Her præsenteres en soloudstilling med den danske kunstner Maja Malou Lyse på Roskilde Station med værk fra museets samling.
Kropspolitik på perronen
I soloudstillingen kan man opleve videoværket Antibodies på Roskilde Station. Videoværket blander humor, popkultur og kritisk tænkning om emner som kropspolitik, seksualitet, nydelse og selviscenesættelse. Emner som Lyse har bearbejdet gennemgående i sin kunstneriske praksis. I værket møder vi en række sammensatte videosekvenser bl.a. en lang række feministisk litteratur, fundne klip fra film og TV, Lyse som model på et fotoshoot og det animerede sexlegetøj, Satisfyer Pro. Antibodies står tydeligt på skuldrene af lang række kulturhistorikere, feministiske tænkere, kunstnere og aktivister, når Lyse åbent spørger både sig selv og publikum om nogle af de komplekse spørgsmål og overvejelser, der findes i forholdet mellem krop, køn, identitet og billede.
Antibodies er Maja Malou Lyses afgangsværk fra Det Kgl. Danske Kunstakademi fra 2022, og kunne opleves til Afgang på Kunsthal Charlottenborg. Værket er todelt, hvor den ene del er et videoværk, den anden del er en magasinforside og artikel med en række selvportrætter skabt til modemagasinet Eurowoman, som blev udgivet og solgt i perioden 20. april – 20. maj 2022. Værket strakte sig således udover det traditionelle udstillingsrum og blev distribueret og kunne ses og købes landet over i samme periode. Eksemplarer af denne udgave af Eurowoman kan også findes i udstillingen – så publikum får mulighed for at opleve begge dele af værket sammen.
Over julen holder udstillingen lukket d. 25./12 og 26/12. Udstillingen holder åben lørdag d. 27/12.
I det nye år glæder vi os til at byde Jer velkommen fra fredag d. 02/01.
Antibodies blev erhvervet af Museet for Samtidskunst Roskilde til samlingen i 2022 med støtte fra 15. Juni Fonden.
Museet for Samtidskunst har en samling af dansk og international samtidskunst, som løbende udvides med værker skabt inden for perioden 1960 og frem til i dag. Fokus i samlingen er på tidsbaserede kunstformer som performance, interventioner, installationer, lydbaseret kunst, tekstbaseret kunst, videokunst, social engageret kunst og kunst på digitale og virtuelle platforme. Samlingen indeholder værker af blandt andre Yoko Ono, John Cage, Henning Christiansen, AK Dolven, Ursula Reuter Christiansen og mange flere.

Maja Malou Lyse (f. 1993, Aarhus) arbejder med performance, skulptur, video og fotografi – og har desuden arbejdet med alternative medier og distributionsformer som DR2 programmet ”Sex med Maja” (2019) og Instagram, hvor hun har mere end 44.000 følgere under navnet @habitual_body_monitoring2.
Lyse er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (2022) og har modtaget adskillige priser, bl.a. Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris (2023). Lyse har tidligere udstillet på ARoS, Kunsthal Charlottenborg, Brandts, SMK, INDEX (SE), Copenhagen Contemporary, Art Basel Miami (US) og V&A – The Victoria and Albert Museum (UK). Senest har Lyse præsenteret soloudstillinger på O – Overgaden (2024) og Politikens Forhal (2024), og er blevet udpeget til at repræsentere Danmark på Venedig Biennalen i 2026, som den yngste kunstner nogensinde.
For første gang udstiller museet i det gamle billetkontor i Stationsbygningen på Roskilde Station –et sted, hvor mennesker konstant er på vej og ser hinanden, lige dér hvor hendes værk om blik og identitet folder sig ud.”