Event
Tag med til samtalesalon om sindet d. 24. september kl. 14 – 16, hvor vi slentrer gennem Sankt Hans og taler os gennem udstillingen med samfundsdesigner Nadja Pass.
Som en del af udstillingen Non Performing har vi udviklet fem samtalekort, der reflekterer over at finde ro i sindet og udforsker gråzonerne mellem “syg” og “rask”. Kortene inviterer til gode samtaler og dybe tanker på vandringen mellem værkerne.
Konceptet er udviklet i samarbejde med Nadja Pass, der blandt andet står bag Samtalesaloner og samtalespillet Genopbyggerne.
Denne søndag er Nadja værtinde for en helt særlig samtalesalon, hvor hun bringer kortene i spil, mens vi slentrer gennem Sankt Hans-området i en større gruppe, som Nadja flere gange undervejs deler op i nye konstellationer.
Det skaber en helt særlig mulighed for at vende dine tanker med nogen, du ikke kender i forvejen. Nogen, der derfor lytter med helt friske ører – og måske selv fortæller noget, du aldrig før havde tænkt på.
Alle kan være med, så længe de har mod på at gå ca. 3 kilometer og at deltage aktivt i samtalerne – man kan ikke være tilskuer.
Man vælger selv, hvor personligt man vil besvare spørgsmålene – og alt, hvad man deler, foregår i gensidig fortrolighed mellem samtalepartnerne.
Man kan med fordel dukke op alene. Nadja blander alligevel gæsterne rundt, så alle kommer til at tale med nogen, de ikke kender i forvejen – og hun skal nok sørge for, at alle finder nogen at tale med undervejs.
Vi gennemfører uanset vejret – men vi skal gå et stykke, så tag gode sko og en varm trøje med. Og en paraply, hvis det regner. Det er så hyggeligt at samtale-slentre under paraplyer.
Mødested: Kapellet på Sankt Hans (Bistrup Allé 34, 4000 Roskilde)
Tidspunkt: kl. 14 – 16
Entré: gratis.
Foto: Rie Neuchs
24.09.2023
2 t
Et stykke uden for Roskilde centrum finder du det tidligere psykiatriske hospital, Sankt Hans, som over de kommende år omdannes til et helt nyt levende bykvarter. Museet indtager området med udstillinger og events fra 2023 – 2026.
Læs mere