Installation
Oplev videoværk om fremtiden på Roskilde Bibliotekerne
Will you keep the lighthouse bright? er en del soloudstillingen med det rumænske kunstnerkollektiv Apparatus 22. Over sommeren 2025 præsenteres Civis Bloomcraft i sit 3. og afsluttende akt. Her rettes blikket mod mulige fremtidsscenarier for Roskilde og inviterer os til at gentænke byens identitet og potentiale gennem Suprainfinit – et utopisk univers, hvor håb kultiveres som et vigtigt redskab i kritisk tænkning.
Will you keep the lighthouse bright? er en videoinstallation der vises på Roskilde Bibliotekerne. Videoværket udforsker og praktiserer utopisk tænkning. Hvis vi ser ud over politisk uro og hverdagens personlige kampe, hvilke nye fremtider bliver da synlige? Besvar installationens spørgeskema og find svaret.
Videoværket kan opleves
Man-Fre: 12:00-17:00
Lørdag: 10.00-15.00
Søndag: lukket
Roskilde Bibliotekerne: Dronning Margrethes Vej 14, 4000 Roskilde
Hvordan føles CIVIS BLOOMCRAFT i sin udfoldelse?
Som en berusende fantasi ~ sanselig virkelighed ~ en omsorgsfuld sammensætning af værker udsprunget fra utopiske hjerter. Som et eventyrligt ~ dragende ~ frygtløst fælles forsøg fra os og museet på at række ud i byen, forbinde os med fællesskaber, der måske er ligeglade med, om dette er kunst eller noget andet, lytte til Roskildes hvisken, åbne samtaler og udfordre perspektiver på fremtid, håb, demokrati, generøsitet, empati, kærlighed, lykke. Dette kunne være ganske musikalsk, tankevridende, dristigt, drømmende, flydende, subtilt, queer, omvejstagende, besynderligt og uperfekt – glødende i mørket.
Forhåbentlig rørende. Og opløftende.
– Apparatus 22