“De satte sig på kroppen af én, på husmurene og overalt. Overalt var der cikader.”

Sådan beskrev den danske billedkunstner Knud Viktor (1924–2013) oplevelsen af at flytte til Provence i Sydfrankrig med sin hustru Maria Viktor i 1961. Viktor beskrev, hvordan cikadernes “voldsomme lyd” slog ham ud af kurs med malearbejdet og krævede hans opmærksomhed. Overdøvede ham. Meget sigende for Viktors praksis mødte han insekternes påtrængende tilstedeværelse med åbne ører. For ham resulterede mødet i spørgsmålet: “Hvordan er cikadernes liv?”  Et spørgsmål, der viste sig at være svært for Viktor at få svar på, til trods for at cikaderne var alle steder og endda optræder som Provence-regionens officielle emblem. Selv om de var overalt, var deres liv ukendt og usynligt for de lokale, han talte med.

I Viktors enkle spørgsmål ligger implicit et ønske om at være i øjenhøjde med insekterne. En øjenhøjde, som peger på helt centrale aspekter af Viktors indstilling til de dyr og de omgivelser, der blev hans kunstneriske omdrejningspunkt.

Knud Viktor købte i starten af 60’erne en faldefærdig kalkstensbygning fra 1300-tallet på sydsiden af Luberon-bjergmassivet. Luberon-bjerget blev udgangspunktet for den kunstpraksis, som Viktor udviklede hen over mere end 50 år. En praksis som byggede på nærstudier og indtryk fra dyre- og planteliv og det landskab, der omgav hans eget liv på bjerget. Han skabte lydværker, som gav stemme til dyr og insekter ud fra et ønske om at opnå et møde på tværs af arter. Et egentligt møde, ansigt til ansigt, hvor begge parter nærmer sig hinanden i grænselandet mellem arter, væsner, kroppe – og hvor begge forlader mødet forandret.