19. januar 2018
22. april 2018
Christiansen i høj sø
Henning Christiansen ville skabe en bedre verden. Med skønne valse, folkelige melodier og romantiske kompositioner. Musikken var en del af en større kamp mod kapitalismen, EF-musik, skalkeskjul og udenomssnak. Nu viser Museet for Samtidskunst en udstilling med sjældent sete værker fra 1970’erne af en af Danmarks helt store lydkunstnere.
Fra Fluxus og minimalisme til nyromantik
Henning Christiansen er kendt for sin rolle i fluxusbevægelsen og for sine stramme, minimalistiske værker, der førte til et nybrud på den europæiske kunstmusikscene. Men omkring 1970 begyndte Christiansen at skrive en helt anderledes musik. En romantisk og følelsesfuld musik, der står i stærk kontrast til hans tidligere kompositioner. Indtil nu har disse værker været så godt som fraværende i den stadigt stigende bevågenhed om Christiansens kunst, både nationalt og internationalt.
Christiansen i høj sø udfolder Henning Christiansens oversete kunstneriske arbejde fra 1970’erne og sætter fokus på et årti med nyromantik og håb for en bedre fremtid. For Christiansen var den smukke musik tæt knyttet sammen med en bidende politisk bevidsthed og moralsk stillingtagen til verden.
“Kunsten skal være sådan at folket tror på sig selv”, skrev Christiansen i sin notesbog. Musikken skulle bidrage til både den indre og ydre revolution – til at omforme verden efter kommunistisk forbillede.
Historien om årtiet med den nyromantiske musik stoppede tragisk og brat, da det ambitiøse TV-værk, operaen Den otteøjede skorpion, fik en meget hård modtagelse.
Værket blev vist i bedste sendetid og skulle samle nationen omkring Hans Scherfigs opbyggelige historie. I stedet blev værket mødt med hård kritik, og Christiansen blev genstand for en offentlig skandale om brug af licensmidler. Ønsket om en bred folkelighed brast på forsiden af landets aviser.
Tilbage står et årtis værker med boblende glæde og oprigtigt håb for menneskeligt fællesskab og kunstens samlende kraft. Christiansens ønske om at tro på det gode, på sammenhold og medmenneskelighed virker ikke mindre tiltrængt eller visionært i dag.
Udstillingen inkluderer nye værker af kunstner og komponist Anders Lauge Meldgaard og kunstnergruppen LOL Beslutning, der arbejder videre med Christiansens værker. På deres egne måder har deres værker også oprigtighed og det følelsesfulde som centrale elementer. I samme ånd har kunstner Mira Winding skabt vægmalerierne, der fungerer som scenografi for udstillingen.
Til udstillingen hører LP’en Satie i høj sø, som museet har genudgivet sammen med Institut for Dansk Lydarkæologi. LP’en samler fem værker fra perioden og ledsages af en tekst, der udfolder forholdet mellem musikken og politikken.
Udstillingen præsenteres i samarbejde med DR og Henning Christiansens Arkiv.
Henning Christiansen
Henning Christiansen (1932-2008) var komponist og billedkunstner. Han var en del af fluxusbevægelsen og en del af Den Eksperimenterende Kunstskole, Eks-skolen. Efter at have været involveret i Fluxus var Christiansen med til at skabe et nybrud i den europæiske kompositionsmusik – den såkaldte ny enkelthed. En minimalistisk og konceptuelt baseret musik, der tilstræbte objektivitet og det ikke-fortællende.
Omkring 1970 engagerede han sig i Danmarks Kommunistiske Parti og han flyttede til Møn. Samtidigt skete der et markant brud i Christians egen praksis, og han begyndte at komponere i en helt anden fortællende og nyromantisk stil, der vækker minder om Carl Nielsen og Erik Satie. Christiansens værker er i dag genstand for en fornyet interesse – især hans båndværker hvoraf flere bliver udgivet på LP i disse år.
Henning Christiansens melodiske og fortællende musik fra 1970’erne – nyromantisk, som
den også er blevet kaldt52 – er et klart brud med den stramme, konceptuelt baserede konkretisme
og ny enkelhed, han selv var hovedeksponent for ganske få år forinden. Som Christiansen både beskriver i sine tekster og i interviewet på Louisiana i 1973, er der for ham en klar kobling mellem musikkens oprigtighed og et ærligt ønske om at give noget dyrebart videre til andre – at få det til at synge i folk – samt en moralsk og politisk stillingtagen til verden.
Revolutionen var både indre og ydre på én gang og ønsket om at bidrage til at ændre folkestemningen og styrke fællesskabet står centralt i Christiansens egen fortælling om, hvad der er på færde i hans melodiøse og fortællende musik fra 1970’erne.
