26. september 2026
8. november 2026
I udstillingen “Lyden af” sætter Moderna Museet Malmö og Museet for Samtidskunst Roskilde fokus på lyden i samtidskunsten. I et unikt samarbejde, der strækker sig over Malmø, Roskilde og København, udforsker elleve internationale kunstnere lydens poetiske, rumlige og politiske muligheder. Udstillingen præsenterer flere nyproducerede værker samt et rigt program af performances, samtaler og foredrag.
Gennem installationer, videoværker, performances og tekstbaserede arbejder fremtræder lyd som noget mere end en kunstform — som en måde at erfare tid, krop, sprog og sted. På Moderna Museet Malmö bevæger udstillingen sig fra udstillingssalene til trappeopgange, toiletter og videre ud i byens offentlige rum, mens værkerne i Roskilde udfolder sig på specifikke steder som et tidligere hospitalsområde, et nedlagt gasværk og i en kirkeruin fra 1100-tallet. Med udgangspunkt i sproglige, geografiske og sociale sammenhænge retter værkerne opmærksomheden mod det, der ofte forbliver skjult: i pauserne, mellemrummene, misforståelserne, kroppene og stemmerne. Ved at skabe en udstilling i to byer tager kuratorerne udgangspunkt i lydens flygtige natur. Delene er selvstændige, og flere værker og kunstnere præsenteres i både Malmø og Roskilde med forskellige udstillingsperioder.
I Lyden af bliver lyden både materiale og metode – en måde at orientere sig i verden og i relation til andre. Gennem stemmer, rytmer, sprog og vibrationer åbner udstillingen for oplevelser, der bevæger sig mellem det intime og det kollektive, mellem krop og rum, mellem lytning og handling.
Hanne Lippard bruger tekst som materiale i lydinstallationer og performance, hvor sprogets rytme og tvetydighed blotlægges gennem gentagelse og forskydning. Til udstillingen præsenterer hun et helt nyt stedsspecifikt værk udviklet særligt til Sankt Ibs Kirkeruin, hvor enkle, skulpturelle metalkonstruktioner med højttalere er placeret midt i kirkens karakteristiske, nøgne æstetik. Stemmerne italesætter og reflekterer over kirkerummets historie og dets åndelige samlingskraft — og forbinder dens spirituelle fortid med noget på én gang aktuelt og uigenkendeligt.
Hajra Waheed udforsker i sin store 16-kanals lydinstallation Hum (2020), præsenteret i Vaskeriet på Sankt Hans, den enkle men ofte oversete praksis at nynne som form for kollektiv og sonisk protest. Installationen er opbygget af otte nynnede melodier fra protestsange fra Afrika og Syd-, Central- og Vestasien — sange, der stadig synges i sociale bevægelser i dag. På trods af sine revolutionære budskaber skaber værket samtidig et immersivt rum for refleksion og dyb lytning.
Clara Mosconi er optaget af de lyde og betydninger, der falder uden for det skrevne sprog — og af hvad det vil sige ikke at beherske et sprog fuldt ud. I sin nyproducerede installation Mellem tunger (2026) folder hun et personligt lydlandskab ud af samtaler, der griber ind i hinanden, mens hendes selvudviklede paralinguale tegnsystem projiceres frem i rummet. Værket bygger på Mosconis egne erfaringer med tosprogethed og kredser om misforståelse, usikkerhed og tilhørsforhold.
Julian Abraham ‘Togar’ præsenterer en videreudvikling af sit langvarige projekt OK Studio (2020–) i Gasværkets største rum — et fysisk og spekulativt rum for musik, improvisation og fællesskab, der inviterer de mange aktive musikmiljøer for unge i Roskilde ind i Togars musikalske univers. Studiet er udstyret med instrumenter og statements om lyd, støj og musik, og sideløbende vises fire videoværker fra serien Drummer’s Gonna’ Drum, hvor Togar spiller hypnotiske beats på alt fra vand og sand til bygninger og lygtepæle fire forskellige steder i verden, det seneste fra New York.
Emeka Ogboh interagerer med steder gennem sine smagssanser og ved at lytte. Gennem lydinstallationer og gastronomiske projekter undersøger han, hvordan private, offentlige og kollektive minder og historier kan oversættes til lyd, mad og drikke. I Roskilde udvikler Ogboh en helt ny øl i samarbejde med To Øl — en øl designet af kunstneren, der, sammen med et barmiljø og soundscape, stiller kritiske og eksistentielle spørgsmål om vores forståelse af verden, særligt knyttet til immigration, globalisering og postkolonialisme.
Cally Spooner arbejder i krydsfeltet mellem performance, film, tekst og lyd. I videoinstallationen WHAT HAPPENED!? A Conversation with my Mother (2024) lytter vi til en 47 minutter lang uredigeret telefonsamtale mellem kunstneren og hendes mor om opdragelse og omsorgssvigt — med Mont Pélerins panoramaudsigt over Lake Geneva som lakonisk og skræmmende baggrund. Resultatet er lige så tankevækkende som pinligt og morsomt, og bevæger sig frit mellem det personlige og det politisk-historiske.
Francesco Fonassis nyproducerede lydværk Gritar, No Caer præsenteres på den 32-kanals lydplatform Lydbrøndene på Frederiksberg. Fonassis værk kan opleves første gang den 17. juni i forlængelse af et internationalt seminar om, hvad der sker, når lyd installeres og lyttes til i offentlige rum.
Også Arendse Krabbe arbejder med lyd som en måde at rette opmærksomheden mod kroppen og det oversete. I det stedsspecifikke værk Coloured Water (2026), installeret på Gasværkets toiletter, møder besøgende fortællinger om vand, krop, affald og infrastruktur – på én gang humoristisk og eksistentielt.
Annika Kahrs undersøger musikkens sociale og kommunikative dimensioner. I Roskilde præsenteres performancen THIS IS A LOVE SONG (2018) på Roskilde Festivals platform, lørdag den 4. juli.
Vaskeriets industrielle rum har stadig præg af bygningens fortid som driftshjerte i et selvforsynende hospitalssamfund – med en rummelighed og råhed, der fortæller om det store arbejde, der engang foregik her.
Læs mereSankt Ibs Kirkeruin er et åbent, sanseligt rum, hvor middelalderens arkitektur og spor af tidens forfald smelter sammen med himmel og fjord.
Læs mere