27. august 2023
22. oktober 2023
Kunsten, historien og omgivelserne smelter sammen, når vi indtager det tidligere psykiatriske Hospital, Sankt Hans i Roskilde med udstillingen Non Performing.
I Non Performing, er du inviteret med på en vandring, både inde og ude i det rekreative område med samtalenedslag, lydinstallationer og værker, der forholder sig sanseligt og tematisk til psykiatrien, sygdom og det at falde uden for normen.
Tæt på os alle
Psykiatrien er i søgelyset, og mange af os har bidt mærke i det faktum, at flere og flere får en behandlingskrævende psykisk sygdom på et tidspunkt i løbet af livet.
Når museet indtager Sankt Hans med Non Performing, er det netop for at få greb om det komplekse felt, der berører os alle, gennem værker, der både skildrer det personlige møde med psykiatrien og samtidig perspektiverer temaet i en bredere samfundsmæssig kontekst.
Vandringen gennem Sankt Hans
Udstillingen går gennem de smukke bygninger og det rekreative fjordlandskab. Undervejs bliver gæsterne præsenteret for en række værker på ruten, som strækker sig fra Sct. Hans Have over det industrielle centralmagasin, Kurhuset tegnet af Gottlieb Bindesbøl og endelig den tidligere patientbolig, Villa d’Este.
Værkerne er indlejret i de historiske bygninger, som Johanna Hedvas skrig, der giver ekko i keddelrummet og Sidsel Ana Welden Gajardos Let me help you sleep paralysis, der inviterer publikum med i en guidet søvnmeditation i det rum, hvor medicin blev udleveret til patienter.
Kunstnerne
Udstillingens kunstnerne tæller Johanna Hedva, Carolyn Lazard, Line Finderup Jensen, Cassie Augusta Jørgensen, Sidsel Ana Welden Gajardo, Louise Vind Nielsen foruden Det Fri Universitet i København og Trampolinhuset.
De bringer hver deres særegne tilgang til psykiatrien i spil, og nogle udforsker mere generelle aspekter som omsorg og rekreation. Trampolinhuset har eksempelvis skabt et helt separat program til udstillingen, der foldes ud i Villa d’Este i samarbejde med en gruppe flygtninge.
Praktisk
Non Performing tager form som en udstillingsrute, der smyger sig gennem området i og omkring det tidligere psykiatriske hospital, Sankt Hans. Værkerne er fordelt på fire forskellige lokationer. Ruten er 1,5 km. lang, så husk behageligt fodtøj.
Udstillingen starter i Sct. Hans Have, hvor du får udleveret en folder med informationer om Non Performing og et kort, så du kan finde rundt. Er du i tvivl om noget, så spørg vores værter, der står klar til at svare på spørgsmål ved hver lokation.
Tilgængelighed i udstillingen – læs med her
”Værket (red. The Wrecked and The Ratchet af Cassie Augusta Jørgensen) er råt og vellykket, som hele Non Performing virkelig er: I høj grad, fordi der ikke er nogen overbevisning om, at kunst skal helbrede eller lindre. Omsorg i sig selv virker heller ikke til at være målet. I stedet lykkes udstillingen med noget mere basalt: At bede, hvem end der måtte komme herud, om et øjebliks opmærksomhed. Om at lytte og se godt efter.” – Bodil Skovgaard Nielsen, Information
Læs med her