Skyggeteater er en af de første og simpleste former for levende billeder. Det består af tre komponenter: en lyskilde, et objekt og en skærm eller væg. De fleste har nok også prøvet at imitere en fugl eller en hund med hænderne i lysskæret. Skyggeteater har længe været centralt for belgisk-svenske Oona Libens’ kunstneriske praksis – og har også været afsættet for den virtuelle skulptur Platon og Kanariefuglen.

Libens’ virtuelle skulptur kan opleves i forskellige udgaver tilpasset computer og smartphone/tablet samt som download. Beskueren træder ind i en virtuel mørk hule, hvor en sky i grottens midte konstant ændrer form. Huller i grottens vægge lader lys komme sporadisk ind, og i takt med, at man bevæger sig rundt, afsløres forskellige dele af grotten, skyen og skyens skygge samt værkets lydside. Som et digitalt skyggeteater består også Platon og Kanariefuglen af forskellige komponenter – lyskilde, sky og væg – som sammen er medvirkende til at skabe skulpturen: skyens foranderlige skygge på grottens vægge.

Det måske mest kendte skyggeteater må være Platons hulelignelse – en af grundstenene til filosofisk erkendelsesteori. Her er en gruppe mennesker spærret inde i en hule, så de kun kan se skyggerne af livet udenfor hulen, på væggen. De kan altså kun se simplificerede kopier fra verden udenfor. Hvis de slipper ud af hulen, vil de blændes af lyset og erkendelsen af, hvordan verden hænger sammen. Selvom det digitale rum som bekendt også består af kopier, deler skyggen og det digitale andre umiddelbare immaterielle, foranderlige og utilgængelige egenskaber. Egenskaber, som ikke står i kontrast til den materielle virkelighed, men eksisterer i kraft af den. På samme måde har Libens også arbejdet med oversættelsen mellem det analoge og det digitale i processen bag værket. Grotten er eksempelvis først bygget op som gipsmodel og herefter 3D-scannet, og skyens struktur består af analoge billedmanipulationer af mos. Modsat Platon findes der hos Libens ikke et hierarki mellem skyggerne og verden udenfor, det digitale og det analoge, men de er i værket i stedet gensidigt afhængige.