8. september 2017
22. december 2017

Sæt pris på kunsten

Udstillingsfolder

Sæt pris på kunsten viser en række værker, der reflekterer over kunstens værdi – både for individet, for samfundet og for markedet.

Kunstens værdi diskuteres meget både i Danmark og i udlandet. Kunsten, kunstinstitutionerne og hele det dannelsesbegreb, som ligger til grund for kunstens og kunstmuseernes rolle i samfundet, tages ikke længere for givet som værdifuldt. Kunsten og museerne skal hele tiden præstere og demonstrere deres relevans.
kunstneren i værket. 
 
Udtrykket ‘at sætte pris på noget’ fletter betydningsfuldhed og økonomisk prissætning sammen, og illustrerer på den måde, hvor indlejret den økonomiske målestok er i vores sprog.

Sæt pris på kunsten deler sig tematisk i to. Dels i værker, der taler om kunstens betydningsmæssige værdi og dels i værker, der tematiserer kunstneren og kunsten selv som værdiskaber i økonomisk forstand.

Bertel Thorvaldsen er en kunstnerskikkelse, som ikke bare var Danmarks første internationale superstjerne, men han var også central for en forståelse af kunsten som en dannende og oplysende kraft i samfundet. På Thorvaldsens tid blev der skabt en offentlighed omkring kunst, hvor man besøgte gallerier og museer for at blive dannet og kultiveret. På den aktuelle udstilling kan publikum se Bertel Thorvaldsens selvportræt og gammelt, “thorvaldsensk” merchandise.

Opfattelsen af kunst som en dannende og oplysende faktor i samfundet er under forandring i dag, hvor kunsten konkurrerer om opmærksomheden med et hav af andre oplevelsestilbud. Man kan lave sin egen TV-kanal eller udgive og distribuere sine egne bøger, film og musik. Herved behøver man ikke at have hverken forlag eller produktionsselskab i ryggen for at kalde sig forfatter eller instruktør.

Dette tematiseres i Christian Falsnaes’ værk – eller rettere værkgenerator –The Title Is Your Name, som portrætterer udstillingsgæsten selv, som dermed bliver kunstneren i værket.

Elmgreen & Dragsets skulptur Han i Helsingør er et af de værker, der har skabt debat om kunstens værdi i det offentlige rum. På udstillingen optræder gipsmodellen afHan, som i dag er et af hovedværkerne i samlingen på KØS – Museet for kunst i det offentlige rum. 
 
I udstillingens andet perspektiv har kunstnergruppen TOVES til udstillingen valgt at sætte sig selv til salg. En eventuel køber overtager således gruppens brand, alle ophavsrettigheder, fællesværker, inventar, sociale medier m.m. og kan drive TOVES videre efter eget forgodtbefindende. Kirsten Astrup medvirker på udstillingen med et videoværk om kunstnerens arbejdskraft, mens værkerne af kunstnergrupperne A Kassen og Ingen Frygt forholder sig kritisk til begærsøkonomi og kunstmarkedets mekanismer. Goodiepal sætter udstillingens tema på spidsen med et værk, der blev solgt for 250 kr., men samtidig indeholdt en femhundredeseddel. Her kan det med andre ord slet ikke betale sig at være kunstner, mens der er meget at vinde for alle andre – og for samfundet som helhed. 

Kunsten, kunstinstitutionerne og hele det dannelses-begreb, som ligger til grund for kunstens og kunstmuseernes rolle i samfundet, tages ikke længere for givet som værdifuldt. Kunsten og museerne skal hele tiden præstere og demonstrere deres relevans.