Find vej

Søndergade 23
7600 Struer

Struer Museum og Museet for Samtidskunst Roskilde mødes i et spændende krydsfelt mellem kulturhistorie og samtidskunst med lyd som fortegn

Struer Museum er et statsanerkendt, kulturhistorisk museum med ansvar for nyere tids kulturhistorie i Struer Kommune. Museet indsamler, registrerer, bevarer, forsker og ikke mindst formidler livet, som det har formet sig i egnene nord og syd for Oddesund i nyere tid.

Struer Museum har et særligt fokus på lyd og lytning på tværs af sine mange aktiviteter. Museet arbejder på at aktualisere viden om sonisk kulturarv og gøre denne tilgængelig og vedkommende, udvikle anvendelse og betydning af denne for borgere og samfund samt sikre kulturarven for fremtidens anvendelse.

Struer Museum og Museet for Samtidskunst Roskilde mødes i et spændende krydsfelt mellem kulturhistorie og samtidskunst med lyd som fortegn. I et to-årigt samarbejde mellem Struer Museum og Museet for Samtidskunst Roskilde, går lydkunst fra museets samling og udstillingsprogram i dialog med Struer Museum og byens stærke lydhistorie.

Lydhistorie og samtidskunst

Et ekko af dansk lydhistorie flettes sammen med samtidskunsten
Siden 1925 har Struer givet genklang i en verden af lyd ved etableringen af Radiofabrikken Bang & Olufsen, der satte byen på verdenskortet. Her gjordes lyd til byens DNA, og med det nyoprettede Nationalt Videncenter for Sonisk Kulturarv forsætter Struer sin nysgerrighed på lyd. Dette er en nysgerrighed som resonerer med Museet for Samtidskunst Roskilde, som siden museets begyndelse i 1991 har beskæftiget sig med de flygtige og tidsbaserede kunstarter, herunder lyd og lydkunst. Filialen er indrettet med to lyttestole. Her kan man tage plads og opleve et kunstværk fra Museet for Samtidskunst Roskildes samling og udstillingsprogram. Lyttestolene blev designet i 1982 af den polske designer Dieter Mankau som del af en lydkunstinstallation til den 7. Documenta i Kassel, Tyskland. Museet for Samtidskunst Roskilde erhvervede siden stolene i forbindelse med udstillingen Lydrejse i 1996 – en præsentation af 100 lydværker fra Studio Akustiche Kunst i Köln.