Vaskeriet – tidligere kendt som Centralmagasinet – har rødderne tilbage til 1808, hvor en udriderbolig ved Gedevadsbækken blev omdannet til vaskeri for hospitalet. Den nuværende bygning er opført i 1865 og udvidet i 1891, og består af to parallelle længer med en overdækket gård imellem. Indvendigt bærer de høje, industrielle rum stadig præg af bygningens fortid som driftshjerte i et selvforsynende hospitalssamfund – med en rummelighed og råhed, der fortæller om det store arbejde, der engang foregik her. I dag er bygningen tænkt som en portal mod fjorden og et kulturelt midtpunkt for det nye bykvarter Sankt Hans Vest.

 Tilgængelighed
Vaskeriet tilgås niveaufrit og er fuldt tilgængeligt for gangbesværede personer. Handicaptoilet findes tværs over Karoline Ebbesens Plads.