Stillingsopslag – kommunikationsansvarlig

Vi søger en ny kommunikationsansvarlig, som vil være med til at styrke og udvikle museets særlige position som Danmarks eneste nomadiske kunstmuseum. Vi er et museum i konstant bevægelse og har derfor brug for en stærk og genkendelig kommunikationsprofil som et stabilt fundament at stå på. Samtidig har vi behov for at udvikle helt nye måder at kommunikere museets identitet og program på.

Vi søger derfor en kreativ, erfaren og strategisk stærk medarbejder, som er ansvarlig for al museets kommunikation. Vi forestiller os, at du kan kommunikere samtidskunst effektivt og med stor gennemslagskraft gennem PR og markedsføring. Du er skarp til presse, segmentering og SoMe og vant til at samarbejde med mange forskellige partnere. Vores nye måde at arbejde på – som nomadisk museum – bygger i høj grad på samarbejde.

Vi er en lille dynamisk organisation med højt fagligt niveau og store ambitioner. Vi sigter hele tiden mod at skabe et bæredygtigt, inspirerende og inkluderende arbejdsmiljø.

Arbejdssted: Museet for Samtidskunsts kontor på Musicon i Roskilde, Bagtæppet 10, 4000 Roskilde.

Arbejdstid: Vi søger en kommunikationsansvarlig i en 32 timers fastansættelse snarest muligt.

Løn efter gældende AC-overenskomst.

Ansøgning: Send en motiveret ansøgning og dit CV hurtigst via Jobindex her.

Samtaler afholdes løbende. Ansøgningsfristen er mandag den 4. november.

Spørgsmål om stillingen kan rettes til museumsdirektør, Christian Skovbjerg Jensen, på telefon 8195 8001 eller mail: christiansj@samtidskunst.dk.

Ansvarsområder og arbejdsopgaver:

  • Kommunikation i form af tekst, billede, video og lyd på sociale medier (Facebook, Instagram) og øvrige digitale platforme (nyhedsbrev, hjemmeside).
  • Udformning af pressestrategi, pressemeddelelser og opsøgende pressearbejde.
  • Videreudvikling af brugerundersøgelser og evalueringer.
  • Udvikling og implementering af ny overordnet og langsigtet kommunikationsstrategi for museet.
  • Videreudvikling af museets nye hjemmeside.
  • Vedligeholdelse og udvikling af museets visuelle profil.
  • Samarbejde med mange forskellige aktører.
  • Udarbejdelse af markedsføringsmateriale.
  • Ansvar for en studentermedhjælper.

Dine kvalifikationer:

  • Flere års erfaring med kommunikationsarbejde og strategiudvikling.
  • Velformuleret, både skriftligt og mundtligt.
  • Udadvendt, udviklingsorienteret og god til at arbejde i teams.
  • Erfaring med opsøgende pressearbejde, SoMe, markedsføring og CMS-systemer (gerne WordPress).
  • Uddannet inden for kommunikation, journalistik eller kulturelle studier.
  • Erfaring med at formidle samtidskunst til et bredt publikum er en fordel.

Om Museet for Samtidskunst
Museet for Samtidskunst blev oprettet i 1991 og har gennem tiden støttet og indsamlet den eksperimenterende kunst fra 1960 og frem til i dag med fokus på flygtige formater som f.eks. performance, video og lydkunst.

Museet for Samtidskunst rykkede ud af Det Gule Palæ i 2021 og er i dag Danmarks eneste kunstmuseum uden en fast bygning. Målsætningen er at skabe et tilgængeligt, engageret og foranderligt museum, der udforsker nye måder at formidle samtidskunsten på. I 2023 lancerede museet et treårigt udstillingsprogram på Sct. Hans, det tidligere psykiatriske hospital, i udkanten af Roskilde i tæt samarbejde med bl.a. Roskilde Kommune.