Ved Centralmagasinet ligger en samling bygninger, der siden hospitalets etablering har varetaget funktionen som drift- og forsyningsnerve. Herfra blev varme, vand og strøm genereret og sendt ud til det store hospitalsområde. Ligeledes er vaskeriet og det store opbevaringsmagasin placeret her, hvor bl.a. hospitalets senge- og patienttøj blev opbevaret, hvilket har givet Centralmagasinet sit navn.

I vaskeriet blev der i 1916 vasket, rullet og tørret op til 2,5 tons tøj om dagen. Oldfruen og de ansatte vaskepiger boede på andensalen. Patienterne skulle så vidt muligt arbejde med forskellige former for manuelt arbejde, såkaldt beskæftigelsesterapi. Det var eksempelvis i klemmeproduktion, som patienterne også fik en beskeden løn for.

I 1950’erne, hvor hospitalet var størst, var der over 2500 patienter – og lige så mange ansatte. Det var den største arbejdsplads i Roskilde Kommune, og flere af de ansatte var håndværkere i faste stillinger som tømrere, blikkenslagere og sadelmagere til at vedligeholde det store hospital.

Tanken om, hvor meget liv der dengang var, står i kontrast til de mange tomme bygninger i dag, som er solgt til Roskilde Kommune med henblik på at etablere en ny bydel. Grunden til, at Region Hovedstaden solgte bygningerne, var, at der ikke længere var nok indlagte patienter. Dette skyldes delvist udviklingen af psykofarmaka, som vandt indpas fra 1950’erne og resulterede i, at ambulant hjemmebehandling i højere grad er mulig den dag i dag.

I dag er det omkring hver tredje person i Danmark, der i løbet af livet får en behandlingskrævende psykisk sygdom.

Kort efter etableringen af Sct. Hans Hospital i 1816 blev det klart, at der var behov for mere plads. Hospitalets mange bygninger i både øst og vest er således løbende blevet opført i takt med et stigende antal patienter. Den første store udbygning af hospitalet var KURHUSET, som blev indviet i 1860 og er tegnet af arkitekt Gottlieb Bindesbøll (1800-1856) med inspiration fra tyske klostre. Bygningens navn anfægter, hvordan man nu så psykisk sygdom som noget, der kunne kureres medicinsk med behandling og de rette omgivelser.

Kurhusets længer var indrettet med sengestuer, hvor patienterne blev opdelt i forplejningsklasser ud fra, hvor meget de havde betalt for opholdet. Således afspejlede denne klassedeling ofte patienternes liv uden for indlæggelsen i form af privilegier som antallet af patienter per stue og måltidernes kvalitet. Kurhusets midterbygning var fra opførelsen tænkt som det store samlingspunkt. Her er klokketårnet og en indvendig kirke i historicistisk stil til søndagens gudstjenester placeret, og festsalen (også kaldet Kurhussalen) dannede engang rammen for fælles arrangementer som baller og revyer.

Endvidere har Kurhuset rummet hospitalets bibliotek, kreative værksteder – og en borgmesterbolig med privat bådebro. I kælderen var Kurhusets store køkken placeret. I dag danner det rammerne for SCT. HANS HOSPITALS MUSEUM, der formidler hospitalet og psykiatriens historie. Museet blev etableret til at huse historiske artefakter og patienternes kunst – heriblandt værker af Caroline Ebbesen (1852-1936), som var livslangt indlagt på Sct. Hans. Museet er åbent hver onsdag fra kl. 13-16.

Kurhuset er en fredet bygning og huser i dag omkring 250 ukrainske flygtninge.

Den enorme fireetagers Villa d’Este blev opført i 1918 til patienten Palæmona Treschow. Villaen er et eksempel på, hvordan de mest velhavende patienter havde særlige privilegier – endda til at opføre deres egne patientboliger, hvis de efterfølgende blev overdraget til hospitalet. Villa d’Este rummer mere end 14 værelser, og Palæmona havde også sin egen stab af ansatte. En gang om året inviterede hun hospitalets overlæger til middag, og historien fortæller, at når maden var serveret, vidste overlægerne, at de skulle vende sig fra bordet og beundre malerierne på væggene for at give Palæmona lejlighed til at bytte om på tallerkenerne, fordi hun led af giftfrygt.

Efter Palæmonas død i 1941 blev Villa d’Este overdraget til hospitalets afbenyttelse og blev overlægebolig, men da villaen i 1972 stod tom, benyttede en gruppe ansatte og patienter lejligheden til at besætte huset med inspiration af slumstormerne. De satte pelargonier i alle vinduerne som markering af, at huset nu tilhørte patienterne. En patientklub, et klubhus og sted, hvor der ikke blev ført journal. Her kunne patienterne deltage i kortspil, samspil og filmklub eller arbejde i husets værksted, mørkekammer og trykkeri. Villa d’Este var også hjem for hospitalets patientblad Sct. Hans Ormen, som udkom en gang om måneden med bidrag fra både hospitalets ansatte og patienter. Villa d’Este var patientklub indtil 2011. Huset har efterfølgende fungeret som sprogskole og klubhus for flygtninge. I forbindelse med Museet for Samtidskunsts udstilling Non Performing er Trampolinhuset, et medborgerhus for flygtninge og asylansøgere, flyttet ind i Villa d’Este og vil på den måde fortsætte husets historiske funktion som klubhus og socialt fristed.